Jeg bliver ofte spurgt hvordan jeg selv investerer mine penge. Og jeg bliver mødt af undren, når jeg svarer: Jeg har kun én fond i min portefølje.
Teknisk set er det faktisk ikke helt rigtigt, for jeg har af omkostningsgrunde valgt ikke at omlægge andre fonde, men hvis vi taler om min langsigtede aktieinvestering, så er der kun én fond. En global indeksfond. Ikke en fond med fokus på teknologi, ikke en Europa-fond, ikke en emerging markets-fond og heller ikke en AI-fond, fordi kunstig intelligens lige nu fylder så meget i investeringsdebatten.
Bare én global indeksfond.
Det kan måske lyde lidt mærkeligt, når man samtidig hører så meget om, hvor vigtigt det er at sprede sine investeringer. For er det ikke netop det modsatte af diversificering? Burde jeg ikke have flere forskellige fonde, så jeg ikke lægger alle mine æg i den samme kurv?
Jo, hvis min ene fond faktisk var én investering.
Men det er den jo ikke.
Og det er her, jeg synes, det bliver interessant, for vi har efterhånden vænnet os til at bruge antallet af fonde som et mål for, hvor godt vi har diversificeret vores portefølje. Har man én fond, ser det simpelt ud. Har man ti, ser det umiddelbart mere gennemarbejdet ud. Men antallet af fonde fortæller i sig selv meget lidt om, hvor spredt ens investeringer faktisk er.
Det afgørende er, hvad der ligger inde i fondene.
Mange aktier går igen i flere fonde
Jeg har prøvet at sammenligne tre fonde fra danske udbydere. Sparindex Global, Danske Invest Global Indeks og Danske Invest Europa Indeks. Her har jeg kigget på overlappene, som naturligvis er store på Global, selvom de bruger forskellige indeks. Henholdsvis 31 % og 90 % af aktierne i de to fonde går igen i begge fonde, mens det er hhv. 75 % og 97 % af markedsværdien og dermed kun en meget lille del der er anderledes.
Men det må da give diversificering at investere i den europæisk fond, tænker du måske? Desværre ikke, ca 89 % af markedsværdien går igen i de to globale fonde. Det skyldes naturligvis at Europa er med i Global, og derfor også er repræsenteret der.
Desværre er det svært at finde værktøjer til at lave en sammenligning i stil med figuren ovenfor. Morningstar X-ray var en mulighed tidligere, men den er kun til betalende abonnenter i dag.
Vi kan godt lide, når vores investeringer ser gennemtænkte ud
Der er også noget psykologisk i det.
En portefølje med mange forskellige investeringer ser mere gennemtænkt ud end en portefølje med én fond. Der er noget tilfredsstillende ved at kunne se, at man har tænkt på USA, Europa, emerging markets, teknologi, små virksomheder og måske også lidt grøn energi.
Det kan give en følelse af, at man har taget højde for det hele.
Men det er også her, vores hjerne kan snyde os lidt. Vi kan komme til at forveksle kompleksitet med kontrol. Jo flere ting vi har taget stilling til, jo mere kan det føles, som om vi har styr på vores investeringer.
Det betyder selvfølgelig ikke, at en portefølje med flere fonde er dårlig. Tværtimod kan det være helt fornuftigt at kombinere forskellige fonde, hvis de tilfører noget, man faktisk ønsker at eje. Problemet opstår først, når vi køber flere fonde, uden rigtig at vide, hvad de tilfører, fordi vi har fået den idé, at flere automatisk betyder mere diversificering.
Eller endnu være hvis vi køber fonde, fordi de er populære. Flavour of the Month investeringer har igen og igen vist manglende evne til at bidrage positivt til porteføljer. Det har jeg skrevet om i bøgerne, men du kan også læse om det her.
Min ene fond er faktisk ret omfattende
Det sjove er, at min ene fond slet ikke er én investering i den betydning, man normalt forbinder med ordet.
Den indeholder en meget stor mængde forskellige selskaber på tværs af lande og brancher. Jeg ejer derfor indirekte banker, medicinalvirksomheder, industrivirksomheder, teknologivirksomheder, forbrugsgoder og en masse andet. Jeg ejer amerikanske virksomheder, europæiske virksomheder, japanske virksomheder og virksomheder fra emerging markets.
Det betyder ikke, at min risiko er perfekt spredt. Det er den ikke. En global markedsvægtet indeksfond er stadig påvirket betydeligt af de største aktiemarkeder og de største selskaber, og når nogle få virksomheder fylder meget på verdens aktiemarkeder, kommer de også til at fylde meget i min fond.
Det accepterer jeg.
For jeg har ikke købt fonden, fordi jeg tror, at alle virksomheder er lige gode investeringer. Jeg har købt den, fordi jeg ikke ved, hvilke virksomheder der bliver morgendagens vindere, og derfor gerne vil eje en lille del af dem alle sammen.
Jeg behøver ikke finde den næste Nvidia
Det er faktisk noget af det, jeg bedst kan lide ved at investere på den måde. Jeg behøver ikke finde den næste Nvidia, og jeg behøver heller ikke afgøre, om kunstig intelligens bliver den største teknologiske revolution i vores levetid. Jeg behøver ikke beslutte, om amerikanske aktier næste år klarer sig bedre end europæiske, eller om en bestemt sektor er på vej til at få sit store gennembrud.
Jeg ejer allerede en del af det hele.
Hvis Nvidia fortsætter med at vokse voldsomt, har jeg glæde af det. Hvis en anden virksomhed pludselig bliver den store vinder, har jeg også den. Og hvis en virksomhed, som jeg aldrig har hørt om, om ti år er blandt verdens største, så håber jeg også, at den ligger i min fond.
Det er en ret behagelig måde at investere på, fordi jeg ikke behøver at være klogere end markedet. Jeg skal bare være med.
Hvorfor har jeg så kun én fond?
Det korte svar er, at jeg er passiv investor. Jeg tror ikke på, at jeg kan skabe et merafkast ved løbende at ændre min allokering mellem sektorer, lande eller temaer. Jeg ejer allerede en meget stor del af markedet, og derfor har jeg ikke noget ønske om at gætte på, hvad der bliver det næste store vinderområde.
For spørgsmålet “Hvor mange fonde skal jeg have?” er efter min mening ikke særlig interessant. Det langt mere interessante spørgsmål er, hvad der faktisk ligger inde i de fonde, man ejer.
For hvis du har fem fonde, er det ikke sikkert, du har fem forskellige investeringer. Og hvis du kun har én fond, er det ikke sikkert, du har én investering. Det kan sagtens være præcis det modsatte.
Vi vil så gerne gøre noget
Måske er det også derfor, det her handler om mere end bare fonde.
Investering handler i høj grad om vores egen adfærd, og vi mennesker har det generelt svært med bare at sidde stille. Når markedet stiger, får vi lyst til at gøre noget. Når markedet falder, får vi endnu mere lyst til at gøre noget. Når vi læser om AI, får vi lyst til at købe AI, og når vi ser en fond, der har givet et højt afkast det seneste år, kan den pludselig se meget interessant ud.
På den måde kan en portefølje langsomt vokse sig større og mere kompliceret, uden at der nødvendigvis har været en samlet plan bag det. Hver enkelt ændring kan sagtens have haft en god forklaring, men resultatet kan alligevel blive en portefølje, som er sværere at forstå, end den var til at begynde med.
Det kan føles som om, vi passer på vores investeringer. Men nogle gange passer vi måske mest på vores egen følelse af at have kontrol.
Og måske er det netop det svære ved investering.
At lade være med at gøre noget.
Jeg har ikke valgt én global indeksfond, fordi jeg mener, at alle andre skal gøre det samme. Der findes masser af gode grunde til at have flere investeringer. Men jeg synes, det er værd at tænke over, hvad formålet er med hver enkelt af dem.
For hvis den ekstra fond ikke tilfører en ny type eksponering, men bare giver mig mere af noget, jeg allerede ejer, så har jeg måske ikke diversificeret.
Så har jeg bare gjort min portefølje større.
Min portefølje ser ikke særlig imponerende ud. Der står stort set én fond. Men inde i den ligger en stor del af verdens aktiemarked.
Og det passer mig egentlig meget godt.
Indlægget Jeg har kun én fond blev først udgivet på Hulemandens.
