Der er nogle økonomiske sandheder, som vi med tiden kommer til at opfatte som helt indlysende. At man skal spare op, at man ikke skal have for meget gæld, og at det selvfølgelig er bedst at betale sit realkreditlån af.
Det sidste har i hvert fald fyldt en del i boligøkonomien de seneste 10-15 år. Efter finanskrisen blev afdragsfrihed nærmest synonymt med den lidt for lette vej gennem livet, mens det at betale af på realkreditlånet blev den fornuftige løsning. Og når man kigger på udviklingen i grafen, kan man faktisk godt få det indtryk, at danskerne tog budskabet til sig.
Omkring 2020 var cirka 55 procent af realkreditgælden med afdrag. Siden er andelen faldet, og i 2025 var den omkring 52 procent. Afdragsfriheden er altså ikke tilbage på niveauet fra før finanskrisen, men den er på vej tilbage.
Det fik mig til at tænke på, hvad der egentlig er sket. For har vi danskere pludselig ændret holdning til gæld igen, eller er der noget andet, der forklarer udviklingen?
For sandheden er, at vi ikke bare selv besluttede os for at gå fra afdragsfrihed til afdrag efter finanskrisen. Der blev også skruet på både reglerne og prisen. Og det er faktisk dér, historien bliver interessant.
Da de afdragsfrie realkreditlån blev introduceret i 2003, blev de hurtigt populære. I 2008 var omkring halvdelen af realkreditudlånet til boligejere allerede afdragsfrit. Så kom finanskrisen, og pludselig så man anderledes på kombinationen af høj gæld og ingen afdrag.
Før finanskrisen var den økonomiske sandhed næsten, at man skulle have så meget gæld som muligt, og at der ikke var nogen grund til at spare op eller afdrage. Boligen steg jo i værdi, og hvorfor skulle man så binde sine penge i at betale et billigt realkreditlån ned? Det var i hvert fald en meget almindelig måde at tænke boligøkonomi på dengang.
Resultatet af denne holdning kan vi fra tid til anden se udstillet i DRs “I hus til halsen”, hvor det er ofte er personer, der ikke længere kan opretholde afdragsfriheden, der nu er tvunget til at sælge.
For der kom både nye regler og en anden tilgang til kreditgivning. Fra 2013 blev det som udgangspunkt et krav, at økonomien skulle kunne bære et fastforrentet lån med afdrag, hvis man ønskede et mere risikofyldt lån som eksempelvis et afdragsfrit eller variabelt forrentet lån. Senere kom også Finanstilsynets tilsynsdiamant, hvor der blandt andet blev sat begrænsninger på mængden af afdragsfrie lån ved høj belåning.
Det var altså ikke længere bare et spørgsmål om, hvad kunden helst ville have. Det blev vanskeligere at få afdragsfrihed, hvis økonomien eller belåningen ikke kunne bære det.
Samtidig blev det også dyrere. Realkreditinstitutterne begyndte i højere grad at differentiere bidragssatserne efter blandt andet belåningsgrad og afdragsfrihed. Realkredit Danmark hævede eksempelvis i 2013 tillægget for afdragsfrihed, samtidig med at prisen blev sat ned på flere lån med afdrag.
Det er værd at huske, når vi ser på grafen. Det er lidt for enkelt at sige, at danskerne efter finanskrisen fandt ud af, at afdragsfrihed var en dårlig idé. Det blev også sværere og dyrere at vælge den.
Og det gjorde vi så. I mange år blev det nærmest en økonomisk dyd at betale realkreditlånet ned. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i. Det føles godt at se gælden falde, og man får en meget konkret opsparing i mursten.
Samtidig har en stor del af de danske boligejere haft nogle meget stærke år på boligmarkedet. Når gælden falder, mens boligens værdi stiger, falder belåningsgraden endnu hurtigere.
Det er også her, jeg synes, det bliver interessant i forhold til vores egen økonomi. For man kan faktisk afdrage sig ind i afdragsfriheden. Hvis man i mange år har betalt af på sit realkreditlån, samtidig med at boligen måske er steget i værdi, kan man ende med en helt anden belåningsgrad end den, man startede med.
Det tænker vi også på herhjemme. Ikke fordi vi nødvendigvis synes, at afdragsfrihed er bedre end at betale gælden ned, men fordi der er noget interessant i først at bruge mange år på at få gælden ned og dermed senere få flere muligheder. Man har på en måde betalt sig til større økonomisk fleksibilitet.
Samtidig sker der noget lidt pudsigt i realkreditbranchen. Reglerne er stadig stramme, og man kan ikke bare vælge afdragsfrihed, fordi man gerne vil have en lavere ydelse. Men prisen på afdragsfrihed er flere steder blevet sat ned igen.
Realkredit Danmark fjernede i 2025 hele bidragstillægget på nye lån med op til ti års afdragsfrihed, når belåningen er under 60 procent. Totalkredit har også sænket tillæggene i 2026 og fjernet dem helt på fastforrentede lån under 40 procent belåning. Nordea Kredit har tilsvarende ingen tillæg på fastforrentede lån ved belåning under 40 procent.
Det betyder ikke, at afdragsfrihed pludselig er blevet billig for alle. Men for boligejere med en lav belåningsgrad er den blevet mere attraktiv, end den var for nogle år siden.
Og måske er det en del af forklaringen på den udvikling, vi kan se i grafen. Ikke bare at danskerne har ændret holdning, men at en større del af boligejerne i dag befinder sig i en situation, hvor afdragsfrihed faktisk er en mulighed, samtidig med at prisen på den mulighed er blevet lavere.
Det synes jeg egentlig er det mest interessante ved hele historien. Vi fortæller ofte historier om økonomiske beslutninger, som om mennesker træffer et valg, fordi de har fundet den rigtige løsning, og derefter holder fast i den.
Men sådan fungerer økonomien sjældent.
Efter finanskrisen blev afdragsfrihed vanskeligere at få og dyrere at vælge, samtidig med at fortællingen om, at gælden skulle ned, blev meget stærk. Derfor blev afdrag det naturlige valg for mange. Senere har boligpriser, mange års afdrag og lavere priser på afdragsfrihed igen ændret regnestykket.
Det betyder ikke, at afdragsfrihed er bedre end afdrag. Det afhænger af økonomien, belåningen, tidshorisonten og ikke mindst af, hvad man gør med de penge, man ikke længere bruger på at betale gæld ned.
Men måske er det værd at huske, at vi mennesker har en tendens til at fortælle meget enkle historier om vores økonomiske valg. Når vi ser tilbage, kan det let komme til at se ud, som om vi på et tidspunkt fandt ud af, hvad der var fornuftigt.
Måske var forklaringen i virkeligheden mere banal.
Vi havde nogle andre regler, nogle andre priser og en anden økonomisk virkelighed.
Indlægget Afdragsfriheden er på vej tilbage? blev først udgivet på Hulemandens.
