Er obligationer igen investorernes safe haven?

Der er kommet gang i danskernes interesse for obligationer. Finans Danmark fortæller, at der alene i 2026 er nettokøbt danske obligationer for 16 mia. kroner gennem detailfonde. Det er mere end det samlede nettokøb af danske obligationsfonde i perioden fra 2019 til 2025. Alene de korte danske obligationer har tiltrukket knap 9 mia. kroner, mens der kun er nettokøbt godt 200 mio. kroner i fonde med udenlandske obligationer.

Det er ikke bare en lille ændring i danskernes investeringsvaner. Det er en ret markant bevægelse, og Finans Danmark peger selv på to oplagte forklaringer. For det første er den geopolitiske usikkerhed høj, og danske obligationer kan derfor opleves som en sikker havn. For det andet er renterne kommet op på et niveau, hvor obligationer igen giver et afkast, der faktisk er interessant for almindelige investorer. Efter nogle år med meget lave og til tider negative renter er det naturligvis en ganske anden situation.

Og jeg kan egentlig godt forstå det. Hvis jeg som investor kan få en rente på mine penge, samtidig med at jeg slipper for de store udsving, som aktier kan give, så kan det være fristende at flytte nogle af pengene over i obligationer. Især når aviserne hver dag fortæller os, hvor usikker verden er blevet.

Men aktiemarkedet ser ikke specielt bekymret ud

Det er her, jeg begynder at kigge på min egen graf over udviklingen på det danske aktiemarked – den skrev jeg tidligere om her, i en blog om at usikkerhed faktisk er grundlaget for afkast.

Grafen viser årets afkast på danske aktier siden 1997 og samtidig det største fald, der har været undervejs i hvert enkelt år. Og den fortæller egentlig en historie, som jeg synes er værd at have med, når vi diskuterer, om den aktuelle geopolitiske uro skal få os til at ændre vores investeringer.

For der har været rigeligt at være bekymret over.

Vi har haft dotcom-krisen, terrorangreb, finanskrisen, eurokrisen, coronakrisen, krig i Europa og en lang række andre begivenheder, som på det tidspunkt har fået verden til at se temmelig usikker ud. Og hvis man ser på grafen, kan man også se, at det bestemt ikke har været en gratis fornøjelse at være aktieinvestor. Der har været år, hvor markedet undervejs har været nede med 20, 30 eller 40 procent, og nogle af kriserne har været så voldsomme, at det har krævet sin del af is i maven at blive siddende.

Men når jeg ser på grafen med lidt længere briller, er det ikke de store fald, der interesserer mig mest. Det er det, der sker bagefter.

For igen og igen har aktiemarkedet fundet tilbage. Efter de dårlige år er der kommet gode år, og virksomhederne har fortsat med at producere varer og tjenester, ansætte medarbejdere, investere og tjene penge. Verden har ikke stået stille, bare fordi aktiemarkedet gjorde det i en periode.

Det betyder selvfølgelig ikke, at aktier ikke kan falde igen. Det kan de sagtens. Hvis man ejer aktier, skal man kunne acceptere, at ens formue kan blive betydeligt mindre værd i perioder. Det er en del af prisen for at eje en del af virksomhederne og få del i den værdiskabelse, der forhåbentlig kommer over mange år.

Men når jeg ser på grafen, bliver jeg også lidt mindre optaget af den aktuelle geopolitiske uro. Ikke fordi geopolitik er ligegyldig for aktiemarkedet, men fordi historien viser, at virksomheder og aktiemarkeder har en bemærkelsesværdig evne til at tilpasse sig en verden, der sjældent udvikler sig helt som forventet.

Obligationerne er faktisk blevet interessante igen

Derfor synes jeg også, at det er interessant, at danskerne lige nu i så stor stil søger mod obligationerne.

Måske er det helt rationelt. Renterne er blevet højere, og obligationer giver igen et løbende afkast, som er værd at regne på. Efter flere år, hvor renterne næsten ikke var værd at tale om, er det naturligvis noget andet, når man igen kan få et par procent for at låne sine penge ud.

Hvis man har en kort investeringshorisont eller bare ikke ønsker store udsving i sin formue, kan danske obligationer derfor være en ganske fornuftig investering.

Men jeg tror også, at der ligger noget psykologi bag udviklingen.

Når verden bliver mere usikker, får vi et større behov for at kunne se, hvor vores penge er på vej hen. En obligation virker på mange måder mere overskuelig end en aktie. Man låner sine penge ud, får en rente og forventer at få pengene tilbage. Det er en historie, der er nem at forstå.

Aktier er mere besværlige. De kan falde 15 procent på nogle få uger, selv om virksomheden bag aktien ikke nødvendigvis har ændret sig tilsvarende. Og hvis man samtidig kan få en fornuftig rente på obligationer, er det ikke svært at forestille sig, hvorfor mange investorer tænker, at det måske er på tide at skrue lidt ned for risikoen.

Hvad nu hvis inflationen er kommet for at blive?

Men der er en ting, jeg synes, vi skal passe på med at glemme, når vi taler om obligationer som den sikre investering.

Inflationen.

Vi har de seneste år lært, at inflation ikke bare er noget, der står i en økonomibog. Den kan pludselig blive meget virkelig. Vi har også set, hvor hurtigt den kan ændre sig, og hvor lang tid det kan tage at få den ned igen.

Jeg siger ikke, at inflationen nødvendigvis bliver høj igen. Det ved jeg lige så lidt som alle andre. Måske kommer den tilbage til de omkring 2 procent, som centralbankerne gerne vil have. Måske får vi igen nogle år med højere inflation.

Men hvad nu hvis inflationen er kommet for at blive på et lidt højere niveau end det, vi vænnede os til før corona?

Det er ikke en helt ligegyldig tanke, når man køber obligationer.

For en rente på eksempelvis 3 procent kan umiddelbart se ganske pæn ud. Men hvis inflationen også er 3 procent, er det ikke sikkert, at jeg er blevet rigere. Jeg har fået flere kroner, men mine kroner kan købe omtrent det samme som før.

Hvis inflationen bliver højere end renten, bliver regnestykket naturligvis endnu mindre interessant.

Det er en lidt anderledes form for risiko end den, vi ser på aktiemarkedet. Når aktiemarkedet falder 20 procent, kan vi se det med det samme. Det står på depotet, og det er svært at ignorere. Inflation arbejder mere stille. Den tager ikke 20 procent fra din konto på én dag. Den gør bare langsomt dine penge mindre værd.

Sikkerhed handler også om købekraft

Og måske er det derfor, jeg synes, at vi skal passe lidt på med at kalde obligationer for den sikre investering.

De kan være stabile, og de kan være langt mindre volatile end aktier. De kan være et rigtig fornuftigt element i en portefølje, og for nogle investorer er det præcis det, der skal til.

Men sikkerhed har flere dimensioner.

Jeg kan godt have stor sikkerhed for, hvor mange kroner jeg får tilbage, men mindre sikkerhed for, hvad de kroner kan købe.

Det er i mine øjne en vigtig del af diskussionen, når vi taler om de 16 mia. kroner, som danskerne i år har sendt over i danske obligationsfonde.

For måske er det helt rationelt. Renterne er blevet mere attraktive, og obligationerne kan give en stabilitet, som mange investorer har savnet.

Men måske er der også en lille smule psykologi i det.

Når verden føles usikker, søger vi mod det, der føles sikkert. Det er en af de mest grundlæggende mekanismer i vores investeringsadfærd. Det er ikke nødvendigvis forkert. Problemet opstår først, hvis vores behov for tryghed får os til at ændre en strategi, der egentlig var bygget til vores langsigtede mål.

Jeg ændrer ikke min strategi

For mig ændrer det ikke på strategien.

Jeg har stadig en lang tidshorisont, og derfor vil jeg fortsat hellere eje virksomheder end obligationer. Jeg ved godt, at det betyder, at min portefølje kommer til at bevæge sig mere. Jeg ved også, at der kommer år, hvor grafen kommer til at se grim ud, og hvor jeg måske kommer til at ønske, at jeg havde valgt noget lidt mere kedeligt.

Men når jeg ser på den lange historie, synes jeg stadig, at det er en risiko, jeg gerne vil tage.

Jeg forstår godt, hvorfor danskerne køber obligationer lige nu. Renterne er blevet mere interessante, og verden føles mere usikker. Det er en kombination, der næsten er skræddersyet til vores behov for tryghed.

Men jeg hopper ikke med på vognen.

Jeg ændrer ikke min strategi, og jeg har stadig ikke lyst til at eje obligationer.

Ikke fordi jeg tror, at obligationer er dårlige investeringer, og heller ikke fordi jeg tror, at aktier bare fortsætter opad uden flere store fald. Jeg tror bare stadig mere på, at det for mig er vigtigere at eje en del af virksomhedernes langsigtede værdiskabelse end at forsøge at undgå de udsving, der følger med.

For mig handler investering ikke om at finde den løsning, der føles mest tryg lige nu. Det handler om at finde en strategi, jeg kan holde fast i, også når verden igen ser helt anderledes ud, end jeg havde forestillet mig.

Indlægget Er obligationer igen investorernes safe haven? blev først udgivet på Hulemandens.