

Det er altid spændende at sende en bog ud i verden. Man kan selv synes, at den er blevet god, man kan håbe, at læserne tager godt imod den, og man kan naturligvis også håbe, at andre end én selv synes, at den har noget at byde på.
Med Når hulekvinder investerer har jeg nu fået en vurdering, som jeg er både glad for og stolt over. Bogen er blevet vurderet af en lektør for DBC, og konklusionen er klar, da de anbefaler bogen til indkøb på biblioteker.
Det er faktisk en ret fin anerkendelse, for lektørudtalelsen er bibliotekernes faglige vurdering af, hvilke bøger der er relevante at købe ind til samlingerne. Og selv om jeg selvfølgelig håber, at bogen også bliver købt af mange private, er det noget særligt at få at vide, at den vurderes til at have en værdi for bibliotekernes læsere.
Investering og psykologi hænger sammen
Noget af det, der glæder mig mest ved vurderingen, er, at lektøren fremhæver kombinationen af investeringsviden og adfærdspsykologi. Det er nemlig en helt central del af bogen.
“En velskrevet investeringsbog, som kombinerer investeringsviden med adfærdspsykologi og formidler stoffet i et lettilgængeligt sprog uden brug af unødvendigt finansielt fagsprog.”
– Lektørudtalelse, DBC
Det har været ambitionen fra starten. Der findes masser af bøger om investering, hvor man kan lære om aktier, obligationer, fonde, risiko og porteføljesammensætning. Det er naturligvis vigtigt, men jeg synes samtidig, at der ofte mangler noget helt centralt: mennesket bag investeringen.
For det er jo ikke markedet, der trykker på købsknappen. Det er os. Og når markedet pludselig falder, er det heller ikke markedet, der bliver nervøst og begynder at overveje, om man skal sælge det hele. Det gør vi.
Derfor handler Når hulekvinder investerer ikke kun om, hvordan man kan investere sine penge, men også om hvorfor vi mennesker nogle gange træffer beslutninger, der ikke nødvendigvis er særlig gode for vores økonomi. Vi bliver påvirket af andre, af medierne, af vores egne erfaringer og ikke mindst af vores følelser. Det gælder både mænd og kvinder, men bogen tager udgangspunkt i kvinder og de særlige forhold, der kan spille ind, når kvinder investerer.
Man behøver ikke være investeringsekspert
En anden ting, jeg er glad for, er, at lektøren fremhæver bogens lettilgængelige sprog. Det har også været helt bevidst.
Jeg har ikke skrevet Når hulekvinder investerer til den læser, der allerede kan forklare forskellen på duration og konveksitet over morgenkaffen. Jeg har skrevet den til den kvinde, der måske har tænkt, at hun burde begynde at investere, men som ikke helt ved, hvordan hun skal komme i gang.
Det kræver faktisk ikke, at man bliver ekspert. Man skal ikke kunne følge aktiemarkedet hver dag eller forstå alle de finansielle begreber, som eksperterne bruger. Man skal først og fremmest have en forståelse for de grundlæggende principper og være opmærksom på de psykologiske fælder, der kan få os til at gøre ting, vi bagefter fortryder.
Og det er også derfor, jeg håber, at bogen kan nå ud til kvinder, som normalt ikke ville gå ind i en boghandel og købe en investeringsbog.
Nu kommer den også på biblioteket
Lektørudtalelsen betyder forhåbentlig, at bogen får endnu flere læsere. Den kan selvfølgelig købes, men den kan nu også finde vej til biblioteket, hvor man kan låne den og se, om investering egentlig er noget, man har lyst til at kaste sig over.
Hvis bogen kan være med til at få flere kvinder til at interessere sig for deres økonomi og måske tage det første skridt ind i investering, så er meget af arbejdet lykkedes.
For det er i virkeligheden det, bogen handler om: Ikke at blive ekspert i investering, men at blive lidt bedre til at forstå sine egne penge – og ikke mindst sig selv, når pengene kommer på arbejde.
Indlægget En god nyhed fra biblioteket blev først udgivet på Hulemandens.





