Der er en fortælling om investering, som jeg møder igen og igen. Når man nærmer sig pensionen, skal man begynde at skrue ned for risikoen. Flere aktier skal erstattes af obligationer, og efterhånden som pensionsdatoen nærmer sig, skal porteføljen helst blive mere og mere forsigtig.
Det lyder umiddelbart meget fornuftigt. Når man nærmer sig det tidspunkt, hvor pengene skal bruges, er det vel også fornuftigt at passe bedre på dem?
Problemet er bare, at pensionsdatoen ikke nødvendigvis er det samme som det tidspunkt, hvor pengene skal bruges.
Og det er en ret væsentlig forskel.
Lad os tage en 65-årig som eksempel.
Ifølge Danmarks Statistik har en 65-årig mand i dag en forventet restlevetid på 18,7 år. For en kvinde er tallet 21,4 år. Det er naturligvis gennemsnitstal og ikke en personlig dødsdom, men de fortæller noget vigtigt om den tidshorisont, man bør have i tankerne, når man planlægger sin økonomi.
Og kigger vi på tallene for andre aldre, bliver det måske endnu mere tankevækkende:
| Alder i dag | Mænd – forventet restlevetid | Kvinder – forventet restlevetid |
|---|---|---|
| 60 | 22,9 år | 25,7 år |
| 65 | 18,7 år | 21,4 år |
| 70 | 15,0 år | 17,3 år |
| 75 | 11,6 år | 13,5 år |
| 80 | 8,5 år | 10,0 år |
| 85 | 5,8 år | 7,0 år |
| 90 | 3,8 år | 4,6 år |
| 95 | 2,6 år | 3,0 år |
| 99 | 1,8 år | 2,2 år |
Kilde: Danmarks Statistik, dødelighedstavle 2024-2025 (HISB8). Tabellen viser middelrestlevetiden ved forskellige aldre baseret på den observerede dødelighed i perioden.
En 65-årig mand har altså statistisk set næsten 19 år tilbage. En 65-årig kvinde mere end 21 år. Og nogle lever naturligvis meget længere.
Det er værd at have med, når vi taler om investering.
For hvis du går på pension som 65-årig, er det jo ikke sådan, at din økonomiske tidshorisont pludselig bliver nul.
Tværtimod.
En af årsagerne til, at det giver mening at tale om en lavere risiko omkring pensionstidspunktet, er naturligvis, at du begynder at få brug for pengene.
Det er et godt argument.
Men det er ikke nødvendigvis et argument for at sælge alle aktierne.
Hvis du har en pensionsformue på eksempelvis 3 millioner kroner, skal du forhåbentlig ikke bruge dem alle sammen den første måned, du går på pension. Måske skal du bruge 100.000 kroner det første år, lidt mere det næste og så videre.
Resten af pengene skal fortsat være med til at finansiere dit liv mange år frem.
Derfor er spørgsmålet ikke bare, hvor gammel du er. Det er mindst lige så vigtigt at spørge, hvornår pengene skal bruges.
Og for de mere velhavende er der endnu en dimension.
Har du en pensions- eller investeringsformue, der er så stor, at du med rimelig sandsynlighed ikke selv når at bruge det hele, bliver spørgsmålet lidt anderledes.
For hvad er egentlig formålet med den del af formuen?
Hvis du som 75-årig har en betydelig formue, som du forventer at kunne efterlade til dine børn eller andre arvinger, er det ikke nødvendigvis særlig logisk at betragte hele formuen som en investering med en 75-årigs tidshorisont.
Noget af pengene er måske reelt ikke dine pensionspenge længere. De er en kommende arv.
Og hvis du med rimelig sikkerhed ikke selv skal bruge pengene, kan det i princippet være dine arvingers tidshorisont og risikoprofil, der er relevant for den del af formuen.
Det betyder selvfølgelig ikke, at man bare skal skrue op for risikoen, fordi man har børn. Arvingerne kan have en helt anden økonomi, tidshorisont og risikotolerance end dig. Og man kan naturligvis heller ikke vide, hvor meget man selv får brug for senere i livet.
Men for den velhavende investor er det en vigtig pointe: Hvis formuen er større, end du forventer selv at kunne bruge, er det ikke nødvendigvis din alder, der bør bestemme risikoen for hele formuen.
Det er faktisk et ret godt eksempel på, hvorfor den automatiske regel om at skrue ned for risikoen med alderen er for simpel.
Det lyder måske som en mærkelig påstand.
Aktier er jo risikable. Det ved enhver, der har åbnet sin netbank på en dårlig dag.
Men risiko er ikke nødvendigvis det samme som udsving.
Hvis du investerer i aktier, kan værdien sagtens falde 20 procent på et år. Det kan også gå betydeligt værre. Mine egne beregninger på OMX C25 for perioden 1997-2025 viser eksempelvis et dårligste etårsafkast på -50,5 procent.
I de samme data var afkastet positivt i 69 procent af de målte etårsperioder. Ved tre års tidshorisont var 79 procent af perioderne positive, og ved fem år var tallet 91 procent.
Og når perioden blev gjort endnu længere, var det dårligste afkast i de analyserede 10-årsperioder positivt.
Det er selvfølgelig ikke en garanti for, at aktier altid giver positivt afkast over 10 år. Historiske data kan ikke bruges som garanti for fremtidige afkast.
Men det viser noget vigtigt: Risikoen for at ende med et negativt afkast falder historisk, når investeringshorisonten bliver længere.
Det er faktisk et af hovedbudskaberne i mit råd nummer 4 i Når hulemænd investerer: Pas på for lav risikoprofil.
Her viser jeg blandt andet, hvordan tiden arbejder til fordel for aktieinvestoren, når investeringerne er bredt diversificerede.
Indtil nu har jeg argumenteret for, at en lang tidshorisont gør aktier mindre risikable. Og det holder fint, hvis pengene bare står investeret.
Men som pensionist gør du noget andet. Du begynder at tage penge ud af porteføljen.
Og så kommer der en risiko, som man ikke skal ignorere: Det, der på engelsk kaldes sequence-of-returns risk.
Det handler grundlæggende om rækkefølgen af afkastene.
Forestil dig to pensionister, der begge får præcis det samme gennemsnitlige afkast over 20 år. Den ene får nogle dårlige år i starten og gode år senere. Den anden får de gode år først og de dårlige senere.
Hvis ingen af dem hæver penge undervejs, er rækkefølgen ikke særlig interessant. Men hvis de begge løbende skal bruge penge fra porteføljen, kan forskellen blive meget stor.
For den pensionist, der rammer et stort aktiefald i begyndelsen af pensionisttilværelsen, bliver problemet ikke kun, at formuen falder. Der skal samtidig hæves penge fra en mindre formue. Når aktier sælges efter et fald, er der færre aktier tilbage til at deltage i det efterfølgende opsving.
Det er et reelt argument for at have en vis del af formuen i mindre risikofyldte investeringer omkring pensionstidspunktet.
Det synes jeg ikke, man skal forsøge at tale sig udenom.
Men derfra er der stadig et stykke til den regel, jeg indledte med: at man automatisk skal skrue ned for risikoen, fordi man nærmer sig pensionen.
For sequence-of-returns risk handler ikke om, at aktier pludselig er blevet en dårlig investering, fordi du fylder 65. Den handler om kombinationen af markedsafkast, udbetalinger og tidspunktet for afkastene.
Og der findes flere måder at håndtere den risiko på end bare at sælge en stor del af aktierne.
Man kan eksempelvis have en buffer af kontanter eller obligationer, som kan finansiere de første års forbrug, hvis aktiemarkedet skulle få et større tilbageslag. Man kan også tilpasse sine udbetalinger, hvis markedet udvikler sig dårligt, eller rebalancere porteføljen undervejs.
Hvor stor en del af formuen du faktisk skal bruge, er også afgørende.
Hvis du hvert år skal sælge en stor del af porteføljen for at kunne betale dine regninger, er sequence-of-returns risk naturligvis mere relevant, end hvis du kun hæver en beskeden del af formuen.
Og hvis du har en så stor formue, at du ikke forventer at kunne bruge det hele selv, bliver problemstillingen igen en anden. Den del af formuen, som reelt er tiltænkt dine arvinger, har potentielt en meget længere tidshorisont.
Derfor er min pointe ikke, at sequence-of-returns risk er en skrøne.
Den er reel.
Min pointe er, at den ikke nødvendigvis giver os en simpel regel om, at risikoen skal ned, bare fordi vi nærmer os pensionsalderen.
Det interessante er i stedet, hvor meget du skal bruge, hvornår du skal bruge det, og hvor meget af formuen der skal være tilbage om 10, 20 eller 30 år.
Når vi taler om risiko, kommer vi meget let til kun at tænke på risikoen for, at aktierne falder.
Det er selvfølgelig en reel risiko.
Men der findes også en anden risiko, som er lidt mindre synlig.
Risikoen for, at pengene ikke vokser nok.
Hvis du eksempelvis har en meget stor del af din pensionsopsparing stående i kontanter eller meget sikre obligationer, har du reduceret risikoen for store udsving. Det er behageligt.
Men hvis pengene samtidig skal finansiere måske 20 års pensionisttilværelse, har du også accepteret risikoen for, at afkastet bliver for lavt.
Og det er altså også en risiko.
Det er netop en af pointerne i min bog. Der findes ikke en risikofri investering, og risiko og afkast hænger sammen. Derfor kan en investor også have en for lav risikoprofil.
Nej.
Og her er det vigtigt ikke at erstatte én skrøne med en anden.
Jeg mener ikke, at alle pensionister skal have 100 procent aktier. Det ville være lige så unuanceret som at sige, at alle skal have 100 procent obligationer.
Risikoprofilen skal passe til den enkelte.
Hvor meget kan du økonomisk tåle at tabe? Hvor meget kan du mentalt holde til? Hvornår skal pengene bruges? Har du andre pensioner eller indtægter? Hvor meget af formuen skal du bruge de kommende år?
Det er de spørgsmål, der bør være afgørende.
Ikke bare tallet på dit fødselsår.
I Når hulemænd investerer beskriver jeg netop risikoprofilen som et samspil mellem risikotolerance, risikokapacitet samt viden og erfaring med investering. Og jeg skriver også, at en længere tidshorisont giver mulighed for at tage mere risiko, fordi tiden kan arbejde for dig.
Jeg synes derfor, vi skal være lidt forsigtige med den automatiske regel om, at risikoen skal ned, bare fordi pensionsalderen nærmer sig.
Der kan være rigtig gode grunde til at reducere risikoen. Men det bør være fordi din situation ændrer sig, og fordi du får brug for pengene – ikke bare fordi du har fødselsdag.
En 65-årig har statistisk næsten 20-22 år tilbage at leve i. En 70-årig har stadig 15-17 år. Selv en 80-årig har i gennemsnit 8,5 år tilbage som mand og 10 år som kvinde.
Det er altså ikke nødvendigvis en særlig kort investeringshorisont.
Og har du en betydelig formue, som du ikke forventer selv at kunne bruge, kan tidshorisonten for en del af pengene være endnu længere. I det tilfælde kan det være relevant at tænke på, hvem der i sidste ende skal bruge pengene, frem for kun at se på din egen alder.
Derfor synes jeg, at vi skal gøre op med tanken om, at pension automatisk betyder lavere risiko.
Det afgørende er ikke, hvor gammel du er. Det afgørende er, hvornår pengene skal bruges – og hvem der i sidste ende skal bruge dem.
Det er måske en lidt mere besværlig måde at tænke på.
Men investering er nu engang lidt mere kompliceret end at sætte risikoen ned, når man fylder 60.
Jeg har skrevet mere om sammenhængen mellem tidshorisont og risiko i Når hulemænd investerer eller Når hulekvinder investerer, særligt i Råd nummer 4: Pas på for lav risikoprofil. Her gennemgår jeg blandt andet udviklingen i danske aktier og viser, hvordan risikoen for negativt afkast historisk er faldet, jo længere investeringsperioden bliver.
Indlægget Skal du virkelig skrue ned for risikoen frem mod pension? blev først udgivet på Hulemandens.
