Der var engang en mand, der truede med at sagsøge et magasin, fordi de havde brugt et billede af ham.
Det var bare ikke ham.
Billedet viste en skægget mand med hue og ternet skjorte. En ganske almindelig hipster. Manden, der kontaktede magasinet, var imidlertid overbevist om, at det var ham. Han havde endda familie og venner, der kunne genkende ham på billedet.
Magasinet undersøgte sagen og kontaktede Getty Images, som kunne dokumentere, at personen på billedet var en anden.
Det er i sig selv en ret god historie. Men den bliver endnu bedre, når man ved, hvorfor billedet var blevet brugt.
Det skulle illustrere forskning om et ret interessant paradoks: Når mennesker forsøger at være forskellige fra andre, kan resultatet faktisk blive, at de ender med at ligne hinanden mere.
Matematikeren Jonathan Touboul har opstillet en matematisk model, der undersøger netop denne mekanisme. Udgangspunktet er en population, hvor nogle følger flertallet, mens andre forsøger at gøre det modsatte. Det interessante er, at de mennesker, der forsøger at være forskellige, under bestemte betingelser ender med at træffe de samme valg. Touboul viser, hvordan forsinkelser i den information, vi får om andres valg, kan få anti-konformister til at synkronisere med hinanden.
Det lyder umiddelbart som en mekanisme, der burde skabe større forskellighed.
Men de andre gør det samme.
Hvis du bevæger dig væk fra gennemsnittet, ændrer du samtidig det, som de andre forsøger at være forskellige fra. De reagerer på din bevægelse, og du reagerer på deres. Under bestemte betingelser viser modellen, at denne proces kan føre til mere konformitet, selv om ingen af deltagerne egentlig ønsker at være konforme.
Det er en ret fascinerende pointe. Man behøver altså ikke have et ønske om at ligne de andre for at ende med at gøre det.
Og det er her, historien om hipsteren bliver mere end bare en sjov anekdote. Manden havde så stor tillid til, at han kunne genkende sig selv som noget særligt, at han ikke kunne se, at personen på billedet var en anden.
Han havde på en måde selv leveret illustrationen til forskningen.
Jeg synes, der er en interessant parallel til investering.
Investorer har naturligvis en interesse i ikke bare at gøre det samme som alle andre. Hvis man køber præcis det samme som markedet og får det samme afkast som markedet, er det svært at se, hvor den ekstra værdi skulle komme fra.
Derfor leder investorer efter det, markedet har overset. Den undervurderede aktie. Den nye faktor. Den alternative strategi. Den næste store trend, før resten af markedet opdager den.
Det er sådan set ganske rationelt.
Problemet opstår, hvis alle andre investorer gør præcis det samme.
Vi har i dag adgang til de samme regnskaber, de samme markedsdata, de samme akademiske artikler, de samme analyseværktøjer og efterhånden også mange af de samme algoritmer. Det betyder ikke, at alle investorer ender med de samme porteføljer. Men det betyder, at det ikke nødvendigvis er så let at være unik, som man kunne tro.
Det er også derfor, jeg synes, at begrebet “kontrær investor” kan være lidt misvisende. Hvis alle forsøger at gå imod flertallet, er det ikke længere særlig kontrært at gå imod flertallet.
Man kan derfor godt ende i en situation, hvor jagten på at være anderledes bliver noget, vi gør på samme måde.
Det betyder ikke, at man skal holde op med at tænke selv eller aldrig afvige fra markedet. Det betyder blot, at det ikke er nok at være anderledes. Hvis man vil have en fordel, skal der være en grund til at tro, at ens forskel faktisk har en værdi.
Og det rejser egentlig et lidt irriterende spørgsmål for den aktive investor: Hvis det er så svært at vide, om ens forskel faktisk er en fordel, hvorfor så bruge tid og penge på at forsøge at være anderledes?
Måske er den mere rationelle løsning i virkeligheden bare at købe en billig, bred fond og acceptere, at man ikke behøver være speciel.
Det lyder måske kedeligt. Men hvis alternativet er at bruge en masse tid på at finde den helt særlige strategi, som alle de andre også leder efter, er det ikke sikkert, at kedeligt er så dårligt.
For måske er den største risiko ikke, at vi bliver for ens.
Måske er det, at vi tror, vi er forskellige, mens vi i virkeligheden bare har fundet den samme måde at være forskellige på.
Og det er trods alt lidt sjovere, når det handler om en hipster med hue og ternet skjorte end om ens pensionsopsparing.
Indlægget Alle vil være anderledes blev først udgivet på Hulemandens.
