Du behøver ikke have en holdning til alt

Hvis man skal tro finansmedierne, er det næsten en forudsætning for at være investor, at man har en holdning til alt.

Kommer centralbanken til at sænke renten? Er AI-aktier blevet for dyre? Hvad betyder de seneste toldsatser? Er olieprisen på vej op? Hvad sker der med dollaren? Skal vi frygte recession, eller er økonomien stærkere end forventet?

Det er næsten, som om man skal have en kvalificeret holdning til alt, hvad der sker i verden, hvis man vil være en god investor.

Det skal man ikke.

Faktisk tror jeg, at det forholder sig omvendt.

Efter mere end 25 år i investeringsbranchen er jeg kommet frem til, at en af de vigtigste egenskaber hos en investor er evnen til at sige: “Det ved jeg ikke.” Og endnu vigtigere: “Det behøver jeg faktisk heller ikke vide.”

Det lyder måske mærkeligt. Vi er jo opdraget til, at viden er en fordel. Og det er den også. Problemet opstår først, når vi forveksler viden med behovet for hele tiden at have en mening.

Hulehjernen elsker forklaringer

Vi mennesker bryder os ikke om usikkerhed.

Hvis aktiemarkedet falder tre procent på en dag, leder vi straks efter en forklaring. Hvis markedet stiger kraftigt, gør vi præcis det samme. Vores hjerne vil gerne skabe orden i kaos og finde en logisk sammenhæng.

Det er en egenskab, der har været nyttig gennem det meste af menneskets historie. Hvis der lød en lyd i busken, var det en god idé hurtigt at finde en forklaring. Måske var det bare vinden. Måske var det et rovdyr. At reagere hurtigt kunne være forskellen på liv og død.

På aktiemarkedet fungerer den mekanisme bare ikke særlig godt.

Her er virkeligheden langt mere kompleks. Millioner af investorer handler ud fra hver deres forventninger, følelser og behov. Markedet bevæger sig sjældent af én grund, selv om overskrifterne ofte får det til at se sådan ud.

Alle forventes at have en mening

Vi lever i en tid, hvor holdninger er blevet en valuta.

På sociale medier bliver den skråsikre belønnet. I tv inviteres eksperter ind for at fortælle, hvad der kommer til at ske. Finansmedierne lever af at forklare dagens kursbevægelser og give deres bud på morgendagens.

Der er bare ét problem.

Ingen ved det med sikkerhed.

Alligevel kan man næsten få dårlig samvittighed, hvis man ikke har en holdning til den seneste rentebeslutning, AI-investeringer eller udviklingen i Mellemøsten.

Men hvorfor egentlig?

Hvis din investeringsstrategi bygger på brede indeksfonde, en lang tidshorisont og løbende opsparing, hvor stor betydning har det så reelt, om olieprisen stiger fem procent i denne uge?

Sandsynligvis meget lidt.

Holdninger fører ofte til handling

Den største risiko ved hele tiden at have en mening er ikke, at du tager fejl.

Den største risiko er, at du føler, du bør gøre noget.

Du læser en analyse, der forudser kursfald. Du hører en podcast, hvor en ekspert er overbevist om, at AI er en boble. En analytiker hæver kursmålet på en aktie, og pludselig virker det dumt ikke at købe.

Den ene holdning afløser den anden.

Og før du ved af det, er du begyndt at ændre på en strategi, som måske fungerede glimrende i forvejen.

Jeg har mødt mange investorer gennem årene. Fælles for de fleste var ikke, at de manglede information. Tværtimod. De druknede i den.

Problemet var, at de følte, de skulle reagere på den.

En strategi slår en holdning

En god investeringsstrategi er netop værdifuld, fordi den kan fungere, selv når verden er uforudsigelig.

Hvis din plan kun virker, når du kan forudsige renter, inflation, geopolitik og teknologiske gennembrud, er det ikke en strategi. Så er det et gæt.

Der vil altid komme nye overskrifter. Nye kriser. Nye teknologier. Nye eksperter med bastante holdninger.

Hvis du hele tiden føler, du skal tage stilling til dem alle, bliver investering hurtigt både stressende og unødigt kompliceret.

Janteloven for investorer

Aksel Sandemose gjorde Janteloven berømt med sine ti bud på, hvordan man ikke skulle tro for meget om sig selv.

Den har fået meget kritik gennem årene, og med god grund.

Men når det gælder investering, tror jeg faktisk, at den fortjener et comeback.

Ikke fordi vi skal holde os selv nede. Tværtimod. Men fordi aktiemarkedet har det med at straffe dem, der bliver lidt for sikre på, at de har gennemskuet det hele.

Så her er mit bud på en Janteloven for investorer:

  1. Jeg skal ikke tro, at jeg er klogere end markedet.
  2. Jeg skal ikke tro, at jeg ved mere end markedet.
  3. Jeg skal ikke tro, at jeg kan forudsige den næste krise.
  4. Jeg skal ikke tro, at den seneste overskrift kræver handling.
  5. Jeg skal ikke tro, at aktivitet er det samme som gode investeringsbeslutninger.
  6. Jeg skal ikke tro, at jeg behøver en holdning til alt.
  7. Jeg skal ikke tro, at jeg kan time markedet.
  8. Jeg skal ikke tro, at usikkerhed kan elimineres.
  9. Jeg skal ikke tro, at den seneste ekspert ved mere om min økonomi end jeg selv gør.
  10. Jeg skal ikke tro, at den bedste beslutning altid er at gøre noget.

Janteloven for investorer handler i virkeligheden om ydmyghed.

Og efter mere end 25 år i investeringsbranchen er jeg kommet frem til, at ydmyghed måske er en af de mest værdifulde egenskaber, en investor kan have.

Indlægget Du behøver ikke have en holdning til alt blev først udgivet på Hulemandens.