Investeringsblog
9. juli 2026
Så fik vi launchet SpaceX på børsen og interessen var enorm. Det kom næppe som en overraskelse. Selskabet har i årevis haft en næsten mytisk status blandt investorer. Mange har fulgt raketopsendelserne, læst om Starlink og lyttet til Elon Musks visioner om Mars, mens de har ventet på den dag, hvor de selv kunne blive medejere.
Men som det ofte sker ved de mest populære børsnoteringer, blev mange investorer mødt af en uventet skuffelse. Ikke fordi aktien faldt. Tværtimod. Problemet var, at de fik tildelt langt færre aktier, end de havde ønsket sig.
Det er egentlig lidt pudsigt. Hvis man havde spurgt investorerne dagen før noteringen, om de ville være tilfredse med at få adgang til nogle af aktierne til introduktionskursen, ville de fleste uden tøven have svaret ja. Men da tildelingerne kom, ændrede oplevelsen sig. Mange fokuserede ikke på de aktier, de havde fået. De fokuserede på dem, de ikke havde fået.
Hvis man havde bestilt aktier for 100.000 kroner og kun fået tildelt for 15.000 kroner, ville de fleste intuitivt opleve det som en skuffelse. Det er interessant, fordi alternativet jo ikke var at få hele den ønskede ordre. Alternativet var i mange tilfælde slet ikke at få nogen aktier. Alligevel føles den begrænsede tildeling som et nederlag.
Forklaringen skal sandsynligvis findes i den måde, vores hjerner behandler gevinster og tab på. Inden for adfærdsøkonomien ved vi, at mennesker ikke vurderer resultater absolut. Vi vurderer dem relativt til vores forventninger. I det øjeblik investoren forestiller sig en stor tildeling, bliver den forestilling et mentalt referencepunkt. Alt under dette niveau opleves som et tab – også selvom der objektivt set ikke er tabt noget.
Det er den samme mekanisme, der får os til at føle, at vi har gjort en dårlig handel, hvis vi opdager, at naboen fik samme vare billigere. Vi vurderer sjældent vores situation isoleret. Vi vurderer den i forhold til det, vi havde håbet på.
Situationen blev naturligvis ikke bedre af, at aktien efterfølgende steg. For nu begyndte investorerne at lave et af de mest smertefulde regnestykker, man kan lave i finansverdenen: beregningen af den gevinst, man kunne have haft.
Hvis aktien eksempelvis stiger 40 procent, og man kun har fået en brøkdel af den ønskede tildeling, begynder tankerne hurtigt at kredse om de penge, man gik glip af. Ikke de penge, man tjente. Det handler om de penge, man kunne have tjent. Det dykker lige ned i Daniel Kahnemans klassiske teori om tabsaversion, som viser, at smerten ved et tab føles dobbelt så intens som glæden ved en tilsvarende gevinst.
Det er et fascinerende psykologisk fænomen. Mange investorer oplever næsten samme frustration ved en gevinst, de ikke fik, som ved et reelt tab. Vores hjerner er nemlig ikke særligt gode til at skelne mellem de to situationer. Vi fokuserer på forskellen mellem virkeligheden og det scenarie, vi havde håbet på.
Jeg møder jævnligt investorer, som kan fortælle i detaljer om den aktie, de aldrig købte, eller den position, de aldrig fik opbygget. Det er sjældent de gode investeringer, der fylder mest i hukommelsen. Det er de muligheder, der slap væk.
Det er også her, FOMO – Fear Of Missing Out – ofte begynder at spille en rolle. Når en aktie stiger markant efter børsnoteringen, bliver fristelsen til at købe flere aktier større. Ikke nødvendigvis fordi virksomheden er blevet mere attraktiv, men fordi kursudviklingen får os til at føle, at vi er ved at blive efterladt på perronen.
Det er en mekanisme, som har eksisteret længe før aktiemarkedet blev opfundet. Gennem størstedelen af menneskets historie har det været en fordel at følge flokken. Hvis alle andre løb i én retning, var der ofte en god grund til det. Problemet er blot, at denne strategi ikke altid fungerer optimalt på finansmarkederne. Her kan den i stedet føre til, at investorer køber mere af noget, netop fordi prisen er steget.
Den samme investor, som syntes aktien var dyr dagen før, kan pludselig føle et stærkt behov for at købe, når kursen er steget yderligere 20 procent. Ikke fordi selskabet har ændret sig. Men fordi investorens følelser har ændret sig.
Men historien om SpaceX er sandsynligvis ikke slut endnu.
Ved mange børsnoteringer er medarbejdere, ledelse og tidlige investorer underlagt såkaldte lockup-aftaler. De må ganske enkelt ikke sælge deres aktier i en bestemt periode efter noteringen. Formålet er blandt andet at undgå, at markedet oversvømmes med aktier umiddelbart efter børsdebuten.
På et tidspunkt udløber disse aftaler imidlertid. Når det sker, får tusindvis af medarbejdere og tidlige investorer mulighed for at sælge nogle af deres aktier. Det betyder ikke nødvendigvis, at de har mistet troen på selskabet. En medarbejder kan have størstedelen af sin formue bundet i én aktie og ønske at sprede risikoen. En venturefond kan være forpligtet til at sende penge tilbage til sine investorer. Der kan være mange rationelle forklaringer på et salg.
Markedet er bare ikke altid rationelt.
Hvis store mængder aktier kommer til salg, kan det skabe usikkerhed. Investorer begynder at spekulere på, om de tidlige ejere ved noget, som resten af markedet ikke ved. Nogle vælger at sælge af frygt. Andre ser det som en købsmulighed. Uanset hvad bliver det endnu en test af investorernes evne til at holde hovedet koldt.
Der er i øvrigt en anden ting ved børsnoteringer, som jeg altid har fundet fascinerende. Når en aktie stiger kraftigt efter en notering, opfører medierne sig ofte, som om virksomhedens ejer netop har vundet i Lotto. Hvis SpaceX stiger 30 procent, vil overskrifterne typisk handle om, at Elon Musk er blevet mange milliarder rigere.
Det er teknisk set korrekt, men også en smule misvisende. Elon Musk ejer stort set det samme selskab dagen efter, som han gjorde dagen før. Han har ikke fået flere raketter, flere satellitter eller flere fabrikker. Og der er ikke pludselig flere penge på hans kreditkort. Det eneste, der er sket, er, at markedet har besluttet at sætte en højere pris på de aktier, han allerede ejede.
Det minder lidt om boligejeren, der jubler over, at naboens hus blev solgt dyrt. På papiret er han blevet rigere, men hans hverdag er fuldstændig den samme. Alligevel har vi mennesker en tendens til at betragte stigende priser som bevis på, at der er skabt ny værdi, selv når der i virkeligheden blot er tale om en ændret vurdering.
Noget lignende sker ofte hos investorerne selv. Når en børsnotering bliver en succes, er det fristende at tro, at gevinsten skyldes ens egen dygtighed. Hvis man fik tildelt SpaceX-aktier og efterfølgende tjente penge, er det nemt at fortælle sig selv, at man gennemskuede potentialet før alle andre.
Men hvis vi skal være ærlige, spillede heldet sandsynligvis også en rolle. Man skulle være blandt dem, der faktisk fik tildelt aktier. Man skulle have modet til at beholde dem. Og man skulle være på den rigtige side af markedets humør i dagene efter noteringen. Alligevel er vores hjerner eksperter i at omskrive historien, så resultatet fremstår som et bevis på vores egne evner.
Det er en af de psykologiske fælder, jeg oftest møder blandt investorer. Vi har svært ved at skelne mellem held og dygtighed. Når resultatet er godt, antager vi, at beslutningen også var god. Når resultatet er dårligt, leder vi efter eksterne forklaringer. Problemet er selvfølgelig, at et godt resultat sagtens kan skyldes held, ligesom et dårligt resultat kan være resultatet af en fornuftig beslutning.
Det er faktisk præcis derfor, jeg tidligere har lavet denne video om forskellen mellem held og dygtighed. For hvis vi begynder at tro, at enhver gevinst er et bevis på vores talent som investorer, risikerer vi at lære de forkerte lektioner af vores succeser. Og det er ofte langt dyrere end de fejl, vi begår, når tingene går galt.
Måske er den vigtigste læring fra SpaceX-noteringen derfor ikke, at nogle investorer tjente mange penge. Måske er den vigtigste læring, at en stigende aktiekurs hverken gør Elon Musk rigere i praksis eller nødvendigvis gør investorerne dygtigere. Den fortæller blot, at markedet i dette øjeblik er villigt til at betale mere for den samme virksomhed end dagen før.
Og som så ofte før er den største risiko måske ikke virksomheden, men den måde vores hjerner reagerer på den.
Jeg købte ingen aktier i Space X, for jeg investerer ikke selv direkte i aktier, da jeg kun køber fonde der investerer i aktier.
Indlægget Alle ville have SpaceX – men de færreste fik nok blev først udgivet på Hulemandens.
