Finanstilsynet har netop udgivet en rapport om danske bankers salg af egne investeringsfonde. En rapport med en ganske uoverraskende konklusion:
Hos de fem største banker udgør bankernes egne fonde i gennemsnit 92 % af kundernes fondsbeholdninger.
Reaktionen hos alle, der kender bare lidt til finans, bør være:
“No shit, Sherlock?”
For i alle mine år i den finansielle verden, har det altid været sådan. Der er også noget naturligt i det, som vi også kender fra andre brancher. Du får jo heller ikke anbefalet en Toyota, når du går ind til en VW-forhandler. Eller forventer næppe, at Coop anbefaler dig at købe dit rugbrød hos Salling.
Sådan fungerer verden.
Det gælder også investeringer.
Det interessante i rapporten er derfor ikke, at bankerne sælger egne fonde.
Det interessante er omfanget.
For 92 % er voldsomt.
Rapporten viser samtidig noget andet interessant: Når kunder investerer på egen hånd uden rådgivning, vælger de langt flere eksterne fonde. Det antyder, at rådgivningen i praksis skubber kunderne mod bankernes egne produkter.
Men igen:
Det er egentlig heller ikke mærkeligt.
Hvis banken kender sine egne produkter bedst, har systemer bygget op omkring dem, compliance på plads, uddannede rådgivere og samtidig tjener mere på dem … hvorfor skulle banken så have stærk motivation for at anbefale konkurrenternes produkter?
Det betyder ikke nødvendigvis, at fondene er dårlige.
Det er vigtigt.
Mange bankfonde er helt udmærkede produkter.
Problemet er bare, at mange investorer stadig tror, at rådgivning nødvendigvis betyder et neutralt udvalg af markedets bedste løsninger.
Det er den sjældent.
Og det er måske her, rapportens vigtigste pointe ligger.
For investeringsrådgivning fungerer ofte lidt som et supermarked med begrænset hyldeplads.
Der står ikke alle produkter lige synligt.
Nogen står forrest.
Nogen bliver anbefalet mere aktivt.
Og banken ejer selv mange af de varer, der står i øjenhøjde.
Finanstilsynet siger samtidig ret direkte, at bankerne har økonomiske incitamenter til at sælge egne fonde, fordi de kan tjene penge flere steder i værdikæden:
Jo flere penge kunden placerer i fonden, desto mere tjener banken.
Det er ikke skandaløst.
Det er bare vigtigt at forstå.
For der er forskel på rådgivning og uafhængig rådgivning.
Men det behøver ikke være dårligt – det er bare vigtigt at du som investorer forstår incitamenterne bag rådgivningen, og derved kan stille bedre spørgsmål til den foreslåede løsning.
Med mængden af investeringsprodukter, er det også kun naturligt at man som rådgiver ikke kan kende dem alle. Og endnu vigtigtere, så er det faktisk sandt det de skriver i alle materialer:
“Historisk afkast er ikke en garanti for fremtidigt afkast“
Det er ikke muligt at udpege det bedste produkt at investere i, for verden er foranderlig. Der er dog en tommelfingerregel, du som privat investor bør følge. Det er samtidig en faktor, som mange investorer undervurderer:
Omkostninger betyder enormt meget over tid. Det kan du blandt andet regne på her, hvor du kan sammenligne to fonde med forskellige omkostninger.
Og indenfor investering gælder noget næsten provokerende simpelt:
Billigt er ofte bedre.
Ikke fordi dyre fonde nødvendigvis er dårlige.
Men fordi omkostninger er noget af det eneste, vi med sikkerhed kender på forhånd.
Afkast er usikkert.
Markeder er usikre.
Men omkostningerne bliver trukket hvert eneste år.
Når en fond tager højere gebyrer, starter investoren derfor i praksis lidt bagud på point hver eneste dag.
Det betyder ikke, at alle billige indeksfonde altid er bedst.
Men historisk har det vist sig ekstremt svært for dyre, aktivt forvaltede fonde konsekvent at slå markedet efter omkostninger.
Derfor er det også værd at stille et meget enkelt spørgsmål, når banken anbefaler en fond:
“Hvad får jeg egentlig ekstra for den højere pris?”
Det spørgsmål bliver overraskende sjældent stillet.
Indlægget 92 % egne fonde? Ikke ligefrem århundredets overraskelse blev først udgivet på Hulemandens.
