Der var engang, hvor Omaha i starten af maj lignede en blanding mellem Woodstock for kapitalister og Roskilde Festival for folk med Bloomberg-terminal.
Titusindvis af investorer valfartede til Berkshire Hathaways årlige aktionærmøde for at høre Warren Buffett og Charlie Munger tale om markeder, virksomheder og livet generelt.
Folk stod i kø klokken 05 om morgenen for at købe See’s Candies, Dairy Queen-is og høre Buffett forklare, hvorfor man aldrig skal satse mod USA.
Det var ikke bare et aktionærmøde.
Det var en kulturbegivenhed.
Men i år var noget anderledes.
For første gang nogensinde blev mødet afholdt uden Warren Buffett som frontfigur.
Selvom Buffett var til stede i Omaha, sad han nemlig nede i salen som publikum — iført en lilla sweater i stedet for sit sædvanlige jakkesæt. Han overlod hele scenen og de 4-5 timers spørgerunde til sine efterfølgere, Greg Abel, og Ajit Jain.
Det lyder som en lille detalje.
Men symbolikken var enorm.
Og Omaha føltes pludselig mindre.
I årevis har Berkshire-weekenden været så populær, at hotelpriserne eksploderede, restauranter blev booket måneder i forvejen, og investorer fløj ind fra hele verden bare for at høre seks timers spørgsmål og svar om forsikringsfloat og amerikansk kapitalisme.
Men flere deltagere og analytikere bemærkede i år lavere fremmøde og en mere afdæmpet stemning omkring hele arrangementet.
Der var kortere køer.
Flere tomme sæder.
Mindre kaos.
En analytiker beskrev stemningen som “mere generalforsamling end pilgrimsrejse”.
Og det rammer egentlig meget præcist.
For selvom Berkshire Hathaway stadig er en finansiel gigant, var Buffett den magnetiske kraft, som trak folk til Nebraska år efter år.
Han kunne få tusindvis af mennesker til frivilligt at bruge en hel weekend på at høre om jernbaner, forsikringspræmier og bankaktier.
Det er faktisk ret imponerende, når man tænker over det.
Der findes dygtige investorer.
Og så fandtes Warren Buffett.
Han var en blanding af investor, historiefortæller, bedstefar og kapitalistisk filosof. Sammen med Charlie Munger skabte han et aktionærmøde, som føltes mere som et langt podcastinterview med verdens rigeste onkel end en klassisk generalforsamling.
Mange kom selvfølgelig for aktien.
Men endnu flere kom for Buffett.
For anekdoterne.
Humoren.
De tørre one-liners.
Som dengang han sagde, at “Wall Street er det eneste sted, hvor folk kommer i Rolls-Royce for at få råd fra folk, der tager metroen.”
Den slags kan man ikke sætte ind i et Excel-ark.
Nu står Greg Abel med nøglerne til verdens måske mest ikoniske investeringsmaskine.
Og analytikerne virker faktisk relativt rolige.
De fleste beskriver Abel som disciplineret, operationelt stærk og ekstremt kompetent internt i Berkshire-systemet. Flere fremhæver også, at Buffett i årevis meget tydeligt pegede på ham som arvtager.
Det er ikke tilfældigt.
Men ingen prøver for alvor at sælge idéen om, at Abel er “den nye Buffett”.
Det ville også være en umulig opgave.
En analytiker beskrev ham for nylig som “mere ingeniør end filosof”.
Og det virker egentlig rigtigt.
Hvor Buffett kunne tale i timevis om menneskelig psykologi, markedsmani og amerikansk optimisme, virker Abel mere fokuseret på drift, struktur og execution.
Mindre folkeforfører.
Mere operatør.
Det behøver ikke være dårligt for Berkshire.
Men det ændrer stemningen.
Men måske er Buffetts gudestatus baseret på historik snarere end nutidige data, som jeg skrev i en blog for en måneds tid siden.
I flere årtier var Buffett tæt på finansverdenens svar på Michael Jordan med et regneark.
| Periode | Berkshire Hathaway | S&P 500 total | Merafkast |
|---|---|---|---|
| 1960’erne | 28,3% | 5,0% | 23,3% |
| 1970’erne | 36,0% | 5,9% | 30,1% |
| 1980’erne | 40,5% | 17,5% | 22,9% |
| 1990’erne | 20,5% | 18,2% | 2,3% |
| 2000’erne | 5,9% | -1,0% | 6,8% |
| 2010’erne | 13,1% | 13,6% | -0,5% |
| 2020-2025 | 14,2% | 15,1% | -0,8% |
| Hele perioden | 22,1% | 10,6% | 11,6% |
Det mest interessante er næsten ikke de ekstreme afkast i de tidlige år.
Det er aftagelsen.
For virkeligheden er, at Berkshire i de seneste 15 år ikke for alvor har slået markedet.
Og det er måske den mest undervurderede historie i hele Buffett-fortællingen.
For hvordan slår man egentlig markedet, når man styrer et selskab på størrelse med et mindre europæisk lands BNP?
Buffett har selv sagt det mange gange:
Størrelse er performance’s naturlige fjende.
Det er svært at finde elefanter, når man allerede ejer zoologisk have.
Måske er det også bare den naturlige udvikling.
Den unge Buffett kunne købe små undervurderede selskaber og skabe enorme afkast. Den nuværende Berkshire er snarere en gigantisk kapitalmaskine fyldt med forsikring, jernbaner, energiselskaber og gigantiske børsnoterede positioner.
Det gør selskabet mere stabilt.
Men også mindre magisk.
Og måske var det netop dét, mange kunne mærke i Omaha i år.
At en æra ikke nødvendigvis slutter med et brag.
Nogle gange slutter den bare lidt mere stille.
Med færre mennesker i arenaen.
Kortere køer til See’s Candies.
Og en ny chef, der skal forsøge at bevise, at Berkshire stadig kan være Berkshire — uden manden, der byggede det hele.
Indlægget Helten er væk – og Omaha føles allerede anderledes blev først udgivet på Hulemandens.
